Drømmer du om at bygge din egen carport i træ? Så forstår vi dig godt. Få ting er federe end at kunne kigge sig omkring derhjemme og nyde sit eget håndværk – så hvorfor ikke få den følelse hver gang, du parkerer din bil? Læs videre og få vores tips samt en kort guide til, hvordan du kommer godt fra start med din gør-det-selv-carport.
Vælg en carport, der passer til dig og dit hus
Før du køber ind af materialer og værktøj, er det vigtigt at beslutte hvilken type carport, du ønsker at bygge. Særligt, hvis det er småt med pladsen, vælger mange at bygge carporten i forlængelse af en af husets ydermure. Med denne løsning sparer du ud over plads også penge på materialer – og i regnvejr har du den store fordel, at du ikke skal løbe fra carporten og til hoveddøren og blive våd, mens du låser døren op. Har du pladsen, kan du også vælge at bygge din carport fritstående. Dette betyder, at du har lidt mere kunstnerisk frihed, da carporten så sagtens kan divergere fra husets stil uden, at det nødvendigvis clasher for voldsomt. Derudover skal du heller ikke tage husets dimensioner i betragtning, når du bygger fritstående. Så bestemmer du helt selv, hvor høj og lang, din carport skal være.
Sådan gør du – i grove træk
Når du har lagt dig fast på den type træcarport, du vil bygge, er det tid til at komme i gang. De præcise trin afhænger selvfølgelig af den type carport, du har valgt, så en definitiv guide kan vi ikke give dig. Hvad vi til gengæld kan gøre er at forberede dig på, hvad processen ca. vil indebære. Lad os f.eks. sige, at du skal bygge en carport i træ uden sidebeklædning med et tag af trapezplader. Her vil trinene se ca. således ud:
- Start med at måle ud til stolper ved enten at trække en snor eller placere galger. Tjek diagonalmålene igennem hele processen, så carporten forbliver i vinkel.
- Skær ud til remme på ydersiden af dine stolper.
- Grav huller min. 90 cm (frostfri dybde) ned i jorden der, hvor dine stolper skal stå – dybere ved de bagerste stolper for at få den rette hældning på taget. Fyld med stolpebeton, når stolperne er placeret.
- Fastgør remmen på dine stolper, skær spærene og fordel dem på remmene. Stabiliser konstruktionen med vindtrækbånd.
- Monter trapezpladerne med bundskruer.
- Monter sternbrædder, dækbræt og tagrende.
- Efterbehandl med træbeskyttelse efter et stykke tid.
Skal du bygge helt fra bunden?
Selv hærdede gør-det-selv-folk kan have brug for at tage den med ro en gang imellem – og der er ingen skam i ikke at bygge alt i huset fra bunden. Har du andre projekter, der også har brug for din opmærksomhed, bør du klart overveje, om et samlesæt i virkeligheden ville være den bedste løsning for dig. Du kan også vælge helt at fralægge dig byggebyrden og hyre en fagmand til at montere din carport for dig – hvad der er bedst for dig kommer helt og holdent an på, hvordan dit skema og dit fysiske helbred ser ud. Samlesæt er nemme at opstøve i byggemarkeder som f.eks. XL -Byg, hvor du vil finde et bredt udvalg af carporte i trykimprægneret træ.
Ret dig efter Bygningsreglementet
Intet ville være mere ærgerligt end at skulle rive din carport ned eller bygge den om, fordi det viser sig, at den bryder gældende byggeregler. Derfor er det alfa og omega, at du sørger for at have styr på disse, inden du går i gang. Først og fremmest skal du læse afsnittet om garager, carporte, udhuse og lignende mindre bygninger i Bygningsreglementet grundigt igennem. Her vil du finde informationer såsom afstandskrav til skel og særkrav ved brud på dette, højdegrænser, maximum-længder, særkrav for sommerhuse, brandsikring m.m.
Få styr på lokalplaner, servitutter og naturbeskyttelseslinjer
Sidst men ikke mindst kan dine carportplaner meget vel være omfattet af flere regler end dem, du finder i Bygningsreglementet. F.eks. har en kommunes lokalplan i flere tilfælde vist sig at opstille yderligere krav for byggeri på specifikke grunde. Du bør også tjekke, om din ejendom er omfattet af servitutter eller naturbeskyttelseslinjer. Sidstnævnte kan være tilfældet, hvis grunden ligger nær en strand, kirke, skov, sø, å eller et fortidsminde. Når du har styr på alt dette og er sikker på, at du ingen regler bryder, er det bare om at komme i gang med at bygge dine drømmes carport.
Seneste kommentarer